lørdag den 28. december 2013

Julebordet skal da lige vises...


...fordi det var så fuldstændig gennemført i år. Det var min kære svigermor, der havde lavet bordet. Hvad der imponerede mig mest, var at man nærmest ikke kunne se, at der ved bordet også skulle sidde tvillinger på tre år og en lille dreng på 9 måneder. Det er en kunst! Respekt for det.
Må det være til inspiration for jer til næste års juleaften eller julefrokoster. Det allerbedste var nu, da tallerknerne blev fyldt - her er det forretten: Variation af laks med citroncreme, vagtelæg og små salater. Mums!

tirsdag den 24. december 2013

Ønsker alle en glædelig jul...

..med et billede af årets mest fremtrædende julepynt i huset. En stor, gammel sættekasse, som jeg har lånt af min kære svigermor, og som jeg har fyldt med masser af nisser og klokker og stjerner og alt muligt. Det er ikke blevet til så meget julepynt i år, men denne lille sag spreder hygge, og minder os om den dejlige juletid. Ikke mindst fordi alle tingene har hver sin lille historie, og det bringer mange juleminder - og er det ikke det, vi alle elsker? Gode minder. Må I alle skabe nogle flere her til aften...

søndag den 15. december 2013

Så blev badeværelset færdigt...

Så er badeværelset på vores overetage færdigt! Og jeg er faktisk ret stolt af hvad vi har opnået for få penge. Men døm selv...


Spejlene har jeg erhvervet mig gennem diverse genbrugsbutikker. Det er svært at finde spejle, der passer til en skråvæg, og jeg synes måske det var lidt kedeligt (og dyrt) at købe et speciallavet. Grebene er i mat porcelæn og fra Anne Black. Jeg synes det giver en rigtig god effekt at de ikke har den blanke overflade. Og så synes jeg de er elegante og tidløse.
Sæbeholderen har jeg købt i Søstrene Grene, vasen er en gave fra old times og den lille hund i messing er et arvestykke.
I den anden side af badeværelset har jeg fået min dejlige mand til at slibe en Wiener stige ned, så vi kan bruge den som håndklædeholder. Håndklæderne var et røverkøb i Magasin, og det hæklede tæppe har jeg købt ved Kirkens Korshær.

Stilen fra stigen fortsætter i knagen til gæstehåndklædet. Det var min mand, der foreslog om vi ikke skulle bruge en eller anden overskudsdims fra stigen som knage, og den passer perfekt!
Over cisternen har jeg placeret to olielamper fra den lokale brugshandler, og et billede fra kunstner gruppen Bob Noon, som jeg købte over nettet som et tillæg til en af mine julegaver - for så var jeg fri for at betale fragt - og den lille træmand yderst til højre fik jeg af en venlig mand, som jeg købte en drejet skål af på et lille loppemarked. Kurven med håndklæder er fra BoConcept, som jeg købte på et outlet for mange år siden.
I vinduet har vi lavet et lille wellnessområde med nogle henkogningsglas fra Søstrene Grene, som jeg har fyldt med scrubs og salte. Det forreste glas er en gave - hjemmelavet håndcreme, mmmm! Længere til højre en gennemsigtig bakke med en børste, duftsæbe, natursvamp og nogle massagekugler. Bakken er købt i Søstrene Grene, og indholdet er fra hhv. Søstrene Grene og noget min mand tog med hjem til mig fra hans tur til Californien tidligere på året. Længst til højre har jeg placeret en messingstage, som jeg har købt for 25 kr. i Genbrugsen.

Et værelse færdigt - 4 to go! Men de er meget nemmere! :-)




torsdag den 12. december 2013

Ikke som sådan en nyhed...

...men den er dælme lækker! Tjek lige Lunar stolen fra det danske designagentur Frama Cph. Nej nej nej, den ville dælme klæde ethvert hjem. Og sikke tidløs! Ej, jeg synes faktisk slet ikke billedet yder den retfærdighed. Stolen er designet af SPACE Cph. v. Peter Bundsgaard Rützou og Signe Bindslet Henriksen. Stolen er fuldpolstret, og har træben med en fin messingafslutning. Tænk sig at man kan skabe en stol i et så minimalistisk design, uden at lysten til at putte sig godt i den og læse en god bog eller drikke en god kop yndlings forsvinder. Det "værste" er, at jeg også er vild med sofaen af samme design. Den er ganske lille - ikke mere end 160 cm bred - så den ville passe perfekt ind i en lille lejlighedsstue. Uh, med en lille fin pude og et lille fint tæppe og et lille fint sidebord.. Suk, jeg er solgt!


Nærmeste forhandler på produkterne kan oplyses via Framas hjemmeside: Framacph.com. Stolen koster i omegnen af 7000,- og sofaen har jeg desværre ikke kunnet finde nogen pris på. Så god jagt!

tirsdag den 10. december 2013

Endnu et ønske...

 .. er dette lille spejl fra Menu. Gridy Me Mirror hedder sagen og består ganske enkelt af et smukt afrundet spejl og en lille holder til i egetræ. Spejlet - der er 35 cm højt -  kan stå både horisontalt og vertikalt i holderen, og den ene side er kobberfarvet - så der er plads til lidt forandring alt efter humør. Jeg aner ikke hvor jeg ville stille den henne, men jeg synes bare den er super cool med sin enkelthed og charme. Jeg tvivler stærkt på at man sådan lige bliver træt af den.

Set på munkshop.dk til kr. 699,-. Kan også fås i Illums Bolighus. 

torsdag den 5. december 2013

Jeg sad faktisk og ledte efter nogen i læder...

Knager fra Byb Design kr. 45,-/stk.
Byb Design kendte jeg ikke til, før jeg sad og surfede rundt efter nogle nye greb til vores bryggers. I læder. Men ganske tilfældigt faldt jeg over disse smukke, enkle knager, der også kan bruges som greb til skabe og skuffer.
Jeg faldt for versionen i kobber!

Grebene er af matlakeret eg, der giver en god holdbarhed, og så har snuden lige fået et dyp i malerspanden for lidt kolorit. De fås i ti lækre farver, og jeg faldt for den kobberfarvede, som nu skal pryde vores bryggers.

Smut endelig ind på www.bybdesign.dk og skynd dig at købe dem før nogen lurer, at de sagtens kan sælges for betydeligt mere end 45 sølle kroner!

Ja, og lædergrebene må vente.. eller også har jeg da nogle badeværelseselementer, der godt kunne bruge nogle lædergreb!


fredag den 29. november 2013

Advents"kransen"...

Så er det tid til adventskransens indtog i de danske hjem. Jeg er lige blevet færdig med min. Den grundlæggende idé er, at den skal afspejle den danske skovbund om vinteren, hvor sneen har lagt sig i skovbunden og ligger og glimter under de afbrækkede grene. Der er ikke så meget "krans" over den, men jeg synes det er hyggeligt med lidt personlighed i den - og der er jo ikke en sjæl, der er i tvivl om, hvad de FIRE lys er til her i DECEMBER måned. I så fald er vedkommende lidt underfrankeret. Så slå jer løs derude!

Anyway, for lige at give svinet et par ord med på vejen, så kan jeg fortælle, at bakken er fra Triptrap, og den bliver altid brugt til alt muligt forskelligt - og den kan holde til det. Denne gang agerer den altså "skovbund". Og i forbindelse med stormen måtte et nærtliggende træ lade livet, så jeg fyldte barnevognen med grene på en af mine utallige gåture, og så har de ligget til tørre siden da. Sølvkoglerne, julekuglerne og snefnuggene i bunden af bakken har jeg købt i årenes løb, så de blev fundet frem fra gemmerne. Båndene på lysene - der skal indikere 1, 2 3 og 4 - er rødt sejlgarn, som jeg har bundet om hvert kirkelys henholdsvis 2, 4, 6 og 8 gange.

Rigtig god adventssøndag derude :-)

fredag den 22. november 2013

Det første ønske...

...er en smykkeholder fra BoConcept.
Ikke mere end 35 cm høj, men rigtig fin til de mange øreringe, halskæder og armbånd, der ellers filtrer sammen i skuffen.

kr. 299,- på boconcept.com

Stilleben...

Jeg elsker at lave små klynger af alt mulig tingeltangel - også kaldet stilleben. Jeg synes det er hyggeligt og giver lidt god variation til boligen i hverdagen. Inden julen banker for døren, og det hele skal være rødt, guld, hvidt eller sølv, har jeg her leget lidt med de blå farver.

Den store vase er fra Søholm, købt i en genbrugs. Det samme gælder den lille skål i sølv, den er også fra genbrugeren. Den lille vase er homemade, og bagerste vase er fra Søstrene Grene - et glas med en fin sølvkant, fyldt med groft salt og så et lille fyrfadslys i. Den forreste lysestage er fra Ikea.

mandag den 28. oktober 2013

Nyt liv til børneværelset?

Uro kr 949,- hos medudsigt.dk
Overvejer du at give lidt nyt liv til børneværelset? Eller måske møblere helt om og starte en ny stil, der passer til barnets alder? Så skal du dælen dytme gå ind på hjemmesiden medudsigt.dk.



Det er en webshop, der har specialiseret sig i at finde lækre ting til børneværelset  - og med lækre ting, mener jeg lækre ting!
Christian Lacroix tapet kr. 889,-

Det virker som om alle deres varer er omhyggeligt udplukket, vejret og vurderet på kvalitet og brugbarhed. Der er bare masser af fantastiske ting, simpelthen! Webshoppen har også en blog til inspiration, og personerne bag siden tilbyder selv rådgivning med indretningen. Personligt bruger jeg siden til inspiration, for det er nok lige pebret nok for mig at lave et helt værelse med de priser. Men smukt er det. Det hele!!

onsdag den 16. oktober 2013

Ti Trin Ned kan anbefales!

Min skønne mand og jeg valgte at tilbringe vores 2 års bryllupsdag på restaurant Ti Trin Ned i Fredericia - og hvilket sted!! Det giver lidt sig selv, det med maden... Når årets kok for 2011 står i køkkenet, kan det ikke gå helt galt. Og maden smagte da også fuldstændig vidunderligt. Og jeg, der ikke drak alkohol, fik den fineste saftmenu som alternativ til vinmenuen - det kunne andre restauranter godt lære noget af, så man ikke behøver at sidde og søbbe i en tarvelig cola eller danskvand for gang nummer to million, hver gang man er ude at spise.

Men hvad jeg også fandt interessant ved stedet, var de mange nøje overvejelser, der var lagt bag indretningen i restauranten. Restauranten er placeret i de lokaler, der i små 100 år var gæringskælder for De Danske Spritfabrikker. Det hvidkalkede loft har smukke hvælvinger, som bliver lyst flot op af todelte, guldfarvede lamper, der giver den helt rette lyssætning - ikke for meget og ikke for lidt. Som supplement til lyset i loftet var der placeret et enkelt lavt lys på hvert et bord, der vel nærmest kan beskrives som en lysende snebold. Det gav en super god stemning i lokalet med kontrasten mellem de kølige, hvide vægge, og det hyggelige og varme ved et subtilt levende lys. Gulvet bestod af gamle, smukt patinerede fliser i brunlige nuancer. De var vist lagt på må og få for maaaange år tiden, så de var både skæve og vidt forskellige, men netop det - og så den smukke patinering - gjorde gulvet til noget helt specielt. Desværre giver kombinationen af et hvælvet loft og fliser på gulvet en ualmindelig dårlig lyd i restauranten - men lad det nu ligge.

The Chair af Hans J. Wegner, set hos livingshop.dk til kr. 24.500,-
Og så havde de den ultimative stol: The Chair af Hans J. Wegner. Suk...suk...suk... Jeg kan godt forstå, hvorfor den bare hedder The Chair, for den er bare THE CHAIR. Gudesmuk, enkel, tidsløs, og møghamrendes rar at sidde i. Og dyr. Meget meget dyr.

På bordet lå de skønneste Georg Jensen Damaskduge. Skønt at se en lækker, kridhvid, nypresset dug i stedet for at sidde og fifle med dækservietter, plasticduge, bare borde eller bare lidt for brugte duge.
Snefnug dug af Georg Jensen Damask, set på damask.dk fra kr. 1220,-
Jeg kunne fortsætte sådan. Glassene, bestikket - you name it, der har været gode overvejelser bag det hele. Så kæmpe thumbs up og en anbefaling herfra - både på maden og indretningen.

lørdag den 12. oktober 2013

Hvorfor har jeg ikke set..

... denne her smukke sofa før? Den hedder Fly SC2 og er fra &tradition Copenhagen. Og så er der ikke mere at sige om det, for den taler for sig selv. Andet end suk, hvor er den bare lækker...
Fly SC2 sofa fra &tradition, kr. 24.995,- hos trendsbazar.dk.

onsdag den 9. oktober 2013

Finders Keepers is a keeper!

I weekenden var jeg inde på Finders Keepers marked på Godsbanen i Århus - et marked, der tidligere kun var forbeholdt Københavnerne, men nu til min store glæde er at finde i Århus.

Markedet minder lidt om arkitektskolens julemarked: Der er masser af boder med smuk grafik, fine smykker, krea keramik, læder og lamper. Til forskel fra arkitektskolen findes der her også second hand tøj i store mængder (som jeg må indrømme at jeg ikke brugte synderligt lang tid på under mit besøg). Og så må jeg sige, at det var yderst professionelt arrangeret. På trods af en helt fyldt hal, følte jeg mig ikke særlig sammenklemt, som man så ofte gør ved den slags arrangementer. Så thumbs up til arrangørerne.

Jeg selv gik efter noget grafik til vores nye overetage.

Michelle Carlslund Illustration "Peacock"
"Sailor"
Nogle af grafikerne kendte man fra boligbloggen Boligcious, der har en "dagens poster" feature. Michelle Carlslund Illustration - der da også nød stor popularitet ved eventen - er en af dem. Jeg er især vild med hendes "Peacock" og "Sailor", men generelt synes jeg, at hendes illustrationer bare er sjove og dekorative.

En måske mere ukendt kunstner er Bine Jo Mortensen, der stdo under kunsternavnet Lidt mere end mig. Om end hendes tegninger er lidt mere ...hrm... specielle, kan man sige, elsker jeg at hendes tegninger giver så ufatteligt meget liv og glæde til nogle små "freaks" af nogle figurer.

Bine Jo Mortensen, se mere på binejomortensen.dk

Dead Living "Human"
En anelse mere morbid er plakaterne fra Dead Living - lidt specielt, men jeg er vild med det.  Det giver en sund kontrast til alt det nips og pussenusse, der ifølge boligmagasinerne er in at have i boligen her for tiden.

Jeg vil lige sige, at leder du efter en god handel, så er det ikke der, du skal tage hen. De ved, hvad de er værd, og jeg var rippet totalt, da jeg gik derfra. Men det gør mig ikke noget, for jeg har nu en bunke plakater, som jeg kan placere rundt omkring i huset - plakater, som ikke ses i ethvert hjem, og som er sjove og finurlige.

Du kan følge Finders Keepers inde på Facebook, der er de super gode til at annoncere.

søndag den 22. september 2013

Er æblet den nye ugle?

Som det kolde efterår trænger sig på, begynder diverse forhandlere også at vise de nye trends inden for boligindretning. For hvad skal vi have i vores hjem i denne vintersæson?

Der er mange forskellige bud på farver og former, og rigtig meget inspiration findes på www.danskeindretningsblogs.dk. Et af de mere interessante ting, der spås som en trend i den kommende sæson, er æblet som en erstatning for uglen, der har raseret interiørbranchen i snart alt for lang tid. Især hos børn skal der bare være en ugle på alting, og uglerne er søde, men ikke når de er over det hele. Det er som en lille ugleinvasion, der bare godt må holde. Så det glæder mig at man omsider formodentligt har fundet en erstatning i form af et æble.

Da vinterens boligtendenser blev præsenteret i Go' Morgen Danmark, dukkede disse små fætre op i billedet fra Broste Copenhagen.








Og denne lampe "Blown" fra &tradition er lavet i samarbejde med den prisbelønnede designer Samuel Wilkinson. Formen minder utrolig meget om et æble (selvom designeren selv siger, at det var fra et hindbær!)















Og kæmpeæblet fra Bagus fik stor opmærksomhed ved Formland UP - messen i Herning for ikke så længe siden










Ny tendens?? Det håber jeg.... :-)

lørdag den 31. august 2013

Royal Copenhagen - nu på flaske

Her til efteråret lancerer Royal Copenhagen deres nye multifunktionsflaske til middagsbordet.

Lukkemekanismen i låget, der består af en lille kugle, sikrer en tæt lukning, når flasken står på køl, og gør det samtidig let at hælde den rette mængde ud. Silikonen i samme låg sørger også for at kanden ikke drypper. Flasken kan også gå i opvaskemaskinen - ja tak! Jeg hører til dem, hvis rødvinsglas, der ikke kan gå i opvaskemaskinen, nærmest gror mug inden jeg får mig taget sammen til at vaske dem. Jeg HADER at vaske op i hånden, jeg har stadig traumer fra studietiden. Den kan i øvrigt også gå i mikrobølgeovnen.

Multifunktionel flaske fra Royal Copenhagen til kr. 299,- på royalcopenhagen.com

 Jeg synes da den ser meget lækker ud! Jeg har selv tallerkner fra hvid riflet, så at få flasker på bordet, der ligner, ville nok være en tand for meget. Men har man penge på lommen og lyst til at bruge dem på lidt lækkert udstyr til middagsbordet, så er her et godt bud!

lørdag den 24. august 2013

PiskerisET!

For ikke så længe siden skrev jeg et indlæg om en ikke så heldig tur i Inspiration. Jeg har hørt fra dem, for jeg skrev rent faktisk til Inspirations hovedkontor og henviste til bloggen.

Kære Tina Overgaard,

Tak for din mail.
Vi har set på bloggen og tager den holdning der gives udtryk for til efterretning.

Med venlig hilsen,
Henrik Elkær
Direktionsassistent

Inspiration A/S


Det er Inspirationsk for "vi er pisse ligeglade med din oplevelse i Inspiration". Henrik er nok heller ikke provisionslønnet. Men jeg vil sige, at jeg synes det var rigtig pænt af dem at skrive tilbage.

WMF Profi+ set på salling.dk til kr. 199,-
Nå, men af blogindlægget kan det læses, at jeg købte et piskeris til den svimlende pris af kr. 199,-. Det drejer sig om WMF Profi+ piskeriset, der blev købt fordi mine andre piskeris ikke kunne gå i de små gryder uden at det blev noget hat.

Og så er spørgsmålet, om det kan betale sig at købe et s**** piskeris til sådan en pris. Og for mit vedkommende er svaret et stort, rungende JA. Jeg bruger det piskeris til at lave grød til min søn to gange om dagen, og nu vil jeg slet ikke undvære det. De små gummidutter for enden af piskeriset gør, at det ikke larmer når man står og bakser med det, og så glider det smukt henad grydens bund, så man ikke føler at man står og skraber grydens overflade (hvis man nu havde teflonbelagte gryder, hvilket jeg - gudsketakoglov - ikke har længere). Det ligger rigtig godt i håndleddet, er let at røre med, og er i det hele taget bare... perfekt. Konklusionen må være, at bruger man sit piskeris meget, eller holder man bare af at have noget lækkert grej i sit køkken, så kan det kun gå for langsomt med at få fat i sådan en baby her. Men laver man kun et skvæt sovs til den årlige julefrokost, kan den klart undværes.



Kähler på rette spor igen

Ja, keramik kommer vi jo ikke uden om her for tiden, og især Kähler er jo bare super populær. Men hånden på hjertet så er jeg måske lidt træt af at se på deres skæve mano kopper og stribede omaggio vaser - de er jo ALLE steder! Og det er lidt ligesom et sommerhit i radioen - i starten af sommeren er det super, men efterhånden som sommeren går på hæld, kunne man godt tænke sig noget andet. Mildt sagt.

Kähler Bellino lågkrukker, set på kahlerdesign.com fra kr. 149,-
Men nu er Kähler her med den nye efterårsnyhed! Og den er smuk smuk smuk! Det drejer sig om den nye Bellino serie, der består af lågkrukker, i dejlige, lune efterårsfarver.

Eftersom åbningen er MIDT på krukken er praktikken ligesom gået lidt af fløjten, men de er meget elegante og flot afbalancerede. Og sikke da et GENIALT farvevalg. Tusind tak Kähler.

Lad os nu håbe på at der ikke er tale om endnu et "sommerhit".

tirsdag den 20. august 2013

Butik vs. netindkøb

Det er altid til overvejelse, om man skal købe sine ting over nettet eller i butikken. De primære argumenter er altid, at på nettet får man det billigt, og i butikkerne får man den gode service. Jeg vil hermed skyde begge argumenter i sænk.

Den første er nem. Der er stort set altid en fragtomkostning, der gør, at man ikke sparer det helt vilde. medmindre man er virkelig big spender, og hvor ofte er det nu liiiige, at man er det?

Den anden er straks lidt vanskeligere, og lidt mere nuanceret. Men ikke desto mindre vil jeg fortælle historien om min tur i Inspiration i dag, der er et pragtfuldt ekspempel på, hvor god "service", man får i de gænge butikker i dag.

Det starter ellers godt. Jeg har lidt småtravlt, skal bare have en gryde (i øvrigt Eva Trios gryder - kan varmt anbefales!), der er på tilbud, og et piskeris, der kan gå i de små gryder. Jeg kommer ind i butikken, og til min positive overraskelse kommer der en ung dame og spørger om jeg har brug for hjælp. Yes, tænker jeg, nu behøver jeg ikke at styrte rundt efter det grydelåg, jeg overvejer at købe til gryden som et lille impulskøb. Og afsøge hele butikken for andre piskeris end det, jeg lige har set ud af øjenkrogen.

Jeg starter med at spørge til grydelåget, og på fornem vis spørger den unge dame mig, om jeg vil have det med eller uden glas. Med glas beslutter jeg mig for, og informerer således damen om dette. Men da vi kommer frem til hylden kan vi i fællesskab konstatere, at den har de ikke på hylden. Og det er så her, at det lige så stille begynder at gå ned af bakke...

Hun starter således:
Dame: "Nå hov, dem har vi vist ikke flere af i den størrelse..Vi har kun den tilbage med stål. Vil du have den i stedet for så?"
Mig: "I får den ikke hjem igen?"
Dame: "Altså jeg er ikke sikker på om de har glaslåg i den størrelse (det var så her at jeg tænkte ved mig selv, at så var det da dumt, at hun gav mig muligheden i første omgang..)"
Mig: "...."
Dame:"Menøh... Jeg kan da godt gå op og se efter i vores bog hvis det er..."
Mig: "Ja, det må du egentlig gerne" (og tænker "nææææh, det var da kvikt tænkt!")

Dame vender sig langsomt rundt med et suk og har en snært af irritation over at jeg takkede ja til hendes tilbud. Havde jeg shoppet på nettet, var jeg længe surfet videre her.

Damen vender kort efter tilbage og bekræfter sin egen mistanke om at glaslåget ikke findes i den størrelse (Flot!), og supplerer med "menaltså.. vil du så have det i stål eller hvad?"

Jeg indrømmer, at det vidste jeg ikke, så jeg stod længe og trak på det.

Havde det nu været mig, der skulle overtale en kunde til at købe et produkt havde jeg nok forsøgt at sætte mig ind i, hvad kundens behov var, for ligesom at give mit besyv med. Jeg ville starte med at spørge hvad gryden primært skulle bruges til og hvor tit jeg ville bruge den og så videre. Bare for at virke en SMULE interesseret. Derefter ville jeg finde på nogle argumenter, der gjorde at jeg ville få solgt det forbandede låg med. Hvor svært kan det være  - en smule engagement kommer man langt med. I stedet sukker damen og begynder at kigge sig omkring, velsagtens efter nogle varer, hun kan rette på.

Jeg ender med at beslutte mig for ikke at købe låget. I stedet spørger jeg til piskeriset - jeg har kun set et af den slags, jeg gerne ville have - et som ikke hænger sammen forneden - og spørger til, om der findes andre af den slags i butikken, ud over den ene, jeg har set. Nej, siger damen, det har de ikke. Senere kan jeg så gå hjem på nettet og konstatere, at de har ikke mindre end to andre slags. Så tak for det.

Det viser sig at være et piskeris til intet mindre end 200 kr., og da jeg påpeger den lidt peberede pris, bliver damen faktisk lidt småfornærmet, og siger "det er fordi det er det BEDSTE stål man kan få! Det fås ikke bedre" Hvad det betød for mig og den måde mit piskeris blev brugt i hverdagen, hørte jeg ikke noget om.

Mens hun står og slår varerne ind, kommer jeg i tanke om, at jeg egentlig gerne vil have det låg. Det siger jeg til dagen, hvorefter hun med himmelvendte øjne traver de 15 meter ned for at hente det.

Og for rigtigt at slutte med bravour, siger den unge dame til mig, da hun afleverer posen: "Og HUSK nu at gemme bonen. Vi KAN altså ikke hjælpe dig, hvis du ikke har gemt bonen!!" Jamen uh ha da, jeg må da hellere gemme den bon så verden ikke går under. Hvis det var mig, havde jeg måske nok i stedet ønsket min kunde en dejlig dag.

Altså, jeg tænker bare, at jeg godt kan forstå hvorfor folk handler over nettet i dag - selv en computer giver bedre service, og så er man fri for butiksassistenter, der snart har fri og derfor holder præfyraften, eller bare er i dårligt humør. Det er faktisk lidt synd, for jeg kan godt lide at have tingene i hænderne, mærke hvordan tingene føles, inden jeg køber det. Men sagen er, at de ansatte i butikkerne sjældent er provisionslønnede, så et eller andet sted kan de være møghamrende ligeglade om jeg køber et låg eller ej. Og det afspejles desværre i deres "service".


fredag den 16. august 2013

Lidt lækkert til middagsbordet...


Det lækre salt/peber sæt fra Muuto vil jeg vove at påstå passer ind i næsten enhver bolig. Det har sin egen charme, og er alligevel tidløs. Et salt og peber sæt står altid på bordet, så det er et god sted at investere i noget man nyder at se på hver dag.

Sættet er set i Illums Bolighus, men kan fås i mange internetbutikker, f.eks. på roomroomshop.dk til kr. 399,- (pr. styk, vel at mærke)...

Er man til lidt mere sjov i gaden, er jeg vild med saltbøsserne fra Normann Copenhagen, der er designet af Troels Øder Hansen, bedre kendt under kunsternavnet HuskMitNavn. Han kan i øvrigt anbefales at følge på facebook, hans tegninger giver altid et lille smil på læben i hverdagen.. Sættet er set på luxoliving.dk til kr. 250,- for et sæt.




















God weekend !

fredag den 28. juni 2013

En klassiker, der bør fremhæves..

Aalto Pendel "Golden Bell", kr. 2799,- hos paustian.com
Nu hvor messing og kobber er så hot inden for boligindretning, synes jeg lige at jeg ville fremhæve en lækker klassiker, som egentlig ikke har fået særlig meget opmærksomhed i løbet af hele denne her trend. Måske fordi den tiltrækker opmærksomhed i sig selv?! Det drejer sig om Aalto Pendel "Golden Bell", som bl.a. forhandles af Paustian. Lampen blev lavet til en restaurant af den finske arkitekt Alvar Aalto, der efter sigende var så stor en perfektionist omkring sit arbejde, at han også designede lamperne til sine projekter for at skabe de optimale lysforhold. Man sku jo nødigt risikere at de andre fuckede op i det med nogle tarvelige lamper...

Lampen kommer på min ønskeliste. For den er dælme smuk og tidløs.


tirsdag den 23. april 2013

Skulle jeg have nye havestole i år....

... ville jeg vælge denne Gepetto-stol fra Ilva. Jeg har selv de der "fletstole", som ALLE har, og lad os nu være ærlige: Så gode er de heller ikke at sidde i. Men der er jo en årsag til, at vi alle har dem: De er pæne og enkle at se på; de passer til de fleste hjem; de er nemme at vedligeholde (jeg skulle i hvert fald hilse og sige at vores har været igennem en del danske storme uden at man kan se det på dem); og så er de ikke forfærdeligt svære at få fat i, for enhver forhandler af havemøbler med respekt for sig selv har en udgave af fletstolen. Men nu er jeg nok ikke den eneste, der trænger til lidt nye og funktionelle havemøbler. Jeg tænker bare - hvem er det lige, der køber loungemøbler med hvide puder til deres terrassse? Når man først har sat sig i de lave møbler, skal man dælme sørge for at man ikke har glemt saltet til maden eller servietterne til snacks'ene, for der er dælme langt op igen. Og hvide puder i den danske sommer...pft, du må da være skør. Så kan man rende og pille dem af og på. Nixen Bixen. Og sådan kunne jeg blive ved med de seneste par års tendenser inden for havemøbler - der er altid noget, der står i vejen - hvis ikke det er funktionaliteten/komforten, er det designet.
Så jeg synes det er rart med et frisk pust, hvor der er nogen, der tænker lidt anderledes. Gepettostolen fra Ilva er et rigtig godt bud. Den repræsenterer den retrobølge, vi oplever for tiden, og er enkel i sit udtryk. Og så har den armlæn - ja tak! Derudover er den den nem at vedligeholde, og det er lige noget, der passer ind i vores husholdning.

Gepetto-stolen fås i Ilva til kr. 599,-/stk. i farverne sort og hvid.

fredag den 1. marts 2013

Lucie Kaas - den nye Kay Bojesen?

Kay Bojesens smukke træfigurer til børn og voksne har i mange årtier præget hylderne på stuer og børneværelser. I de senere år har figurerne så fået sin renæssance, og også skarp konkurrence fra især Achitect Made, der har reproduceret figurer fra bl.a. Hans Bølling og Kristian Vedel.

De populære figurer fra Kay Bojesen
Smukke træfigurer fra Archiect Made


Og nu har vi så en ny spiller på banen. Ved UP-messen i messecenter Herning vakte designvirksomheden Lucie Kaas' træfigurer stor opsigt, og dyrefigurerne bliver spået til at være i skarp konkurrence med både Kay Bojesen og Architect Made.

Siameser kat fra Lucie Kaas
Spurv fra Lucie Kaas
Babyelefant fra Lucie Kaas



Designvirksomheden Lucie Kaas står bag relanceringen af designklassiskere fra 1950'erne og 1960'erne, og en af deres relanceringer er altså figurerne fra Gunnar Flørning. I fordums tid var det nok katten, der høstede størst popularitet, og den røg da også i salg i USA dengang. Jeg er dog mest til den fine babyelefant, der nærmest er selvskrevet til et børneværelse. Uanset hvad man er til, er der en ting, der er sikkert: Vi har fået en ny spiller på banen inden for smukke træfigurer!

Jeg selv ku godt bruge en fem-seks træfigurer i lyst træ til at stille inde på børneværelset - det kunne være cool lige at line dem op på en hylde!

God weekend!

torsdag den 21. februar 2013

Nyt liv til din kommode?

Det er ikke noget nyt, at man kan friske sin lidt kedelige kommode op med en gang maling og så nogle nye greb. Men hvor er det lige man får et greb, som ikke findes på naboens, genboens og i øvrigt alle andres kommode? Til en meget overkommelig pris oven i købet?

Knop med insekt, kr. 30,-/stk på lebix.dk
Jo, man går ind på www.le-bix.dk! Her findes massevis af knopper, skuffegreb, metalskilte og knager i alle mulige farver og former. Jeg selv blev lidt forelsket i knopperne med insekter, der vil passe godt til vores nye badeværelsesmøblement i brune og hvide nuancer, som på allerkedeligste manér er købt i HTH gør-det-selv. Men så er det jo heldigt at der findes sider som Le Bix, der kan tilføje lidt personlighed og finurlighed.




Er man til de lidt mere rene linjer, findes der såmænd også nogle knopper i fine forårsfarver. Jeg selv er faldet for den blå af slagsen til kr. 30,-/stk. Jeg kunne fortsætte sådan her, men min helt klare opfordring er altså - besøg lebix.dk - det er sgu en løjerlig biks, men der er garanteret noget, du vil falde for, fordi det netop passer til din bolig!

Blå knop fra le bix, kr. 30,-/stk.

tirsdag den 12. februar 2013

Spisebord fra Vipp!

Hvem skulle have troet at Vipp ville kaste sig ud i andet end "årets farve" til deres ufatteligt smukke - men ekstremt dyre - skraldespande??

Vipp-spanden blev skabt af Holger Nielsen allerede i 1939, men det er først inden for de sidste par årtier, at den har fået status som sandt designikon. Det er takket være Holger Nielsens yngste datter, der har bragt spanden og Vipps øvrige produkter til nye højder.

Og nu er de altså klar med et bord. Jeg synes det er enkelt, klassisk, smukt, tidløst, ja you name it og jeg har fornemmelsen af, at det vil få status som det nye Piet Hein Ellipsebord. Det fortjener det i hvert fald. Men døm selv!

Med det sagt, kan man godt komme til at udvande et brand ved at bevæge sig ud på ukendt land, og jeg synes det ville være synd, hvis det skete for Vipp. Men godt ord igen - de klarer sig jo fremragende indtil videre.

torsdag den 24. januar 2013

Tapet - hot eller not?

For et par år siden fik tapet sin helt store renæssance i boligen. Så længe der var tapet, var det fikst, og det livede da også gevaldigt op i de til tider kedelige, hvide skandinaviske hjem. Men er det stadig moderne? Er man stadig til blomster, figurer og farverige mønstre på væggen - som i øvrigt er lidt dyrt at få og derudover RET besværligt at fjerne?

Her i starten af det nye år kommer diverse indretningsbloggere og blade altid med deres bud på, hvad der er de nye trends. Og absolut ingen af dem, jeg følger og læser, nævner noget om tapet. Så da min mand spurgte om vi skulle have tapet på en væg på vores første sal var min umiddelbare tanke "aaarj, ikk alligevel" - jeg havde godt nok tigget og bedt om en tapetvæg nede i stuen i årevis, men lige pludselig virkede det bare ikke så tiltrækkende.

Men jeg kunne jo ikke lade være med at søge lidt på det! Så jeg fandt mine gamle bogmærker på computeren frem og gennemgik "tapetsiderne". Udbyderne har nu ikke rykket sig synderligt - der er stadig træer, blomster og hold-da-op mønstre på det hele. Og mens jeg sad der med næsen oppe i skærmen, kom jeg til at tænke på, at skulle man være super ultra hyper moderne, var det jo en bar betonvæg, man havde i hjemmet. For den er GRÅ (hot, hot, hot farve!!) og fuld af lækre, uforudsigelige strukturer. Og ja, jeg kan vist roligt sige, at det ikke er os alle sammen, der bor i en nedlagt fabrik eller sparede malingen væk, da huset blev bygget (og i øvrigt blev lavet af beton). Ægte betonvægge er en sjældenhed, men ikke desto mindre stadig smukke.

Og så var det jo, at jeg fandt det her tapet fra NLXL by Piet Boon:

NLXL tapet fra designdelicatessen.dk til kr.1999,- pr. 4,4 m2

Samme designer har også lavet det her:

NLXL betontapet fra designdelicatessen til kr. 1999,- pr. 4,4 m2

Øj, jeg var helt solgt, da jeg så det! Jeg kan lige forestille mig hvordan sådan en gang tapet skaber liv og struktur på de ellers høje, bare vægge! Ikke mønstre, som man bliver træt af at se på efter et par år, eller farver, der var fikse liiiige på det tidspunkt, man købte tapetet på, men en super skøn, neutral og elegant struktur. Jeg var tæt på at købe det med det samme jeg så det!

Men åhr, så er der jo den her famøse efterrationalisering. For grunden til, at rå, vejrbidte og slidte materialer i træ, metal og beton er så in, er jo netop, at de byder på noget udforudsigeligt. Og det er jo desværre sådan, at tapetbanerne ligner hinanden ret meget( sjovt nok), så det overraskende element  forsvinder lidt og det hele bliver for forudsigeligt. Men ikke desto mindre synes jeg også, at den holdning kan minde lidt om indretningssnobberi (hvis der findes sådan noget?), for hvis man nu bare er vild med de smukke betonvægge og super gerne vil have lidt liv på sine hvide, kedelige vægge, synes jeg, at den hollandske designer Pier Boon har gjort et godt stykke arbejde.

Det er helt op til dig :-)