torsdag den 27. september 2012

Hvad må man tage i skoven?

På min gåtur i skoven (nej, jeg er ikke naturmenneske eller hellig eller noget - jeg er bare arbejdsløs og gravid. Så går man tur i skoven!) faldt jeg over det fineste stykke træ - ca. tre meter langt, smukt afbarket og tilslebet af årene ude i skoven....øøøøøøj, hvor VILLE den bare være PÆN derhjemme på...ja, i hvert fald et eller andet sted på vores overetage. Manden blev også slæbt ud og se på det, men jeg synes ikke rigtig han delte min entusiasme.... Nok mest fordi han godt ved, hvem der skal slæbe den hjem.

Men er det ikke at stjæle, når man tager noget fra skoven? Godt nok er det en offentlig tilgængelig skov, men det giver mig da ikke ret til at slæbe alle guldklumperne hjem til mig selv? Så er det jo pludselig kun til nydelse for mig, og ikke alle andre. Men på den anden side... hvem vil dog kunne savne sådan et stykke træ, der bare ligger til fordærv? Det er jo ikke fordi jeg hiver levende træer op af jorden eller noget..

Nå, men jeg satte mig for at finde ud af det. På alle mulige blogs står der en række forskellige regler, men de afveg hele tiden lidt fra hinanden, så jeg går efter naturstyrelsens egne regler, der lyder som følger:

1. Offentlig eller privatejet? 
Først og fremmest er der forskel på offentlig og privatejet skov med offentlig adgang. Er der tale om en privatejet skov, må man kun tage det, der kan nås fra vej og sti. Den regel gælder ikke i de offentlige skove.

Træstub: TJEK - "min" træstub ligger lige ved stien!

2. Grene må samles
Man må i begrænset omfang og til privat brug godt samle grene, kviste og løv, der ligger på skovbunden (dvs. man må ikke gå i gang med at hive dem af træerne, hvilket man ellers kunne være fristet til i foråret, så man kan sætte en gren til spiring indenfor. Men fy fy altså). Du må også gerne klippe grene af væltede træer. Vær dog opmærksom, hvis der laves pyntegrønt skovområdet - så skal du holde snitterne væk.

Træstub: Altså... den ligger jo bare på jorden. Men det er godt nok en stor "gren".

Og så lige de regler, der ikke vedkommer "min" træstub:

3. Mos og alt andet snuller
Du må gerne samle mos og kogler til privat brug, ca. en bærepose.

4. Et måltid skov
Du må gerne samle bær, frugter og svampe i skoven - i begrænset omfang og til privat brug (Gør det svampedamen i Aftenshowet til en lømmel?)

Og det var dét! Faktisk meget simpelt. Jeg synes bare ikke rigtig, at der står noget om "min" træstub. Så jeg ringer til Naturstyrelsen. Derfra bliver jeg viderestillet til miljøministeriets informationscenter (selvfølgelig - det skulle jo nødig være nemt!), som fortæller mig, at... det ved de ikke. Men sød som kvindemennesket er, viderestiller hun mig til Naturstyrelsens enhed for Århus-området.

Det viser sig at være en sur mand, som kalder mig "lillepige". Hvis man kunne kværke nogen gennem telefonen, var han ikke længere i live, sorry to say. Ikke desto mindre svarede han på mit spørgsmål. Jeg må IKKE tage den med hjem, fordi et stykke brænde af den størrelse kan have økonomisk værdi for ejeren, hvis ejeren har tilladt andre at indsamle brænde i sine skovarealer mod betaling. Så jeg skal finde ejeren. Men hvordan går jeg så det, spørger "lillepigen" naturstyrelsesmanden. Jo, enten betaler jeg Aarhus Kommune for at finde ud af det, eller også gør jeg noget, som jeg ikke har gjort længe: Jeg stemmer dørklokker, og spørger om nogen kender ejeren... suk...

fredag den 21. september 2012

Fashionabel sikkerhed!

Ildslukkerne fra FireDesign er da bare sjove - og så kan de sætte lidt kolorit på selv det kedeligste lokale. Selv er jeg vild med den i guld. Jeg ville placere i husets entré på sin egen lille tilpassede hylde lidt højt oppe. Der skulle den så stå og skinne - og udvise overlegen ansvarlighed! 
Ildslukkerne fra FireDesign kombinerer sikkerhed med design på allefineste vis.
Fås på casanovafurniture.dk fra kr. 699,-.



     

mandag den 17. september 2012

Solgt! Gode råd til auktioner.

Jeg skal til auktion på torsdag. Ikke net-auktion, nej en rigtig auktion. Da jeg fortalte en veninde det, spurgte hun med let angst i stemmen "er du slet ikke bekymret for at du kommer til at byde på noget ved et uheld?" Nej, det er jeg ikke. Men hendes kommentar gav mig den tanke, at måske mange andre var nervøse ved at skulle deltage i en traditionel auktion. Så nu får I lige et par tips og tricks til hvordan man kommer ud fra en auktion med de rigtige ting til den rigtige pris!

Man kan let lade sig rive med
 stemningen ved en auktion!
1. Undersøg sagerne hjemmefra
Som oftest udkommer et katalog til auktionen, som man kan finde på nettet. Udse dig nogle yndlings i ro og mag, og lad være med at tage afsted, hvis du ikke rigtig synes, at der er noget, der fænger. 

2. Husk en ven med nej-hatten på
Tag din "nej"-ven med, hvis du har sådan en. Nogle gange kan man godt blive lidt for vild med den vase, som egentlig ikke passer ind nogen steder, og som måske har lidt for tydelige skår, men alligevel "godt nok er smuk!". Hvis du ikke selv kan tage nej-hatten på i slaraffenland, så ta' en med, der kan. Det er også hyggeligt.

3. Vær i god tid
Auktioner åbner dørene for eftersyn af varerne 3-4 timer før auktionsstart. Vær sikker på, at du når at se og mærke de ting, du gerne vil byde på. Billeder kan snyde.

4. Prissæt
Bestem dig for, hvilke ting du vil byde på, og til hvilken pris. Man kan hurtigt blive revet med af stemningen, så giv dig selv max priser for hver ting, og hold dig til dem.

4. Tjek gebyrerne 
Inden du begynder at byde, så vær opmærksom på, at mange auktioner er uden moms, dvs. du skal lægge 25% oveni hammerslagsprisen. Dertil kommer eventuelle gebyrer. Så undersøg betingelserne inden skiltet bliver svunget alt for kraftigt!

5. Bare rolig
Det er en skrøne, at du kommer til at byde på noget, hvis du klør dig i håret. Når man byder, gør man det med en tydelig markering ved hjælp af et skilt eller en tydelig håndsoprækning, mens man samtidig får øjenkontakt med auktionarius.

6. No kids- zone.
 Et auktionslokale er fyldt med spændende, farverige ting, som kan gå i stykker. Lad være med at tage dine børn med.




fredag den 14. september 2012

Kähler er mere end keramik...

Kählers spisesalon ligger på M.P.Bruunsgade i Aarhus C, og igår aflagde jeg et lille visit - jeg havde nemlig hørt, at indretningen var et tilløbsstykke i sig selv. Og er man fan af indretning, kan man ikke lade være med at lade sig forføre. Væggene i spisesalonen var prydet med billeder fra Kählerværkstedet igennem de mange år. Smukt og en lækker reference til spisesalonens omdrejningspunkt.

Fotoet er fra Kähler Spisesalons hjemmeside og er taget af Hanne Gabel Christensen


Stedet er indrettet med mørke langborde i eg, og stolene var i det smukke, mørke palisandertræ. Af stoledesignere var bl.a. Hans J. Wegner, Harry Østergaard, Otte N.O. Møller og Børge Mogensen repræsenteret.  De lækre lammeskind, der var placeret rundt omkring på stolene, gav lidt ekstra hygge til rummet.

















FÅ STILEN: Tag på loppejagt og køb forskellige stole i mørkt palisandertræ. Få dem ombetrukket (eller gør det selv!) f.eks. med Kvadrats Clara 184 polstringsstof, og beklæd 1-2 stk med lammeskind. Find nogle gamle, lækre billeder, og få dem printet på lærred på f.eks. vistaprint.com. Placer lærrederne tæt op ad hinanden på en hvid væg.

Kvadrats Clara 184 polstringsstof. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 89 53 18 66



Langhåret islandsk lammeskind i farven grey/brown, kr. 1125,- på lammeskind.com (skind fra kr. 650,-/stk)
Og så rigtig god weekend til alle derude!

onsdag den 12. september 2012

Spice dit køkken op!

De efterhånden lidt fesne krydderurter ude i min have viser tegn på, at det er ved at være tid til at finde nogle fine krydderurteskjulere til vindueskarmen i køkkenet, så man også kan dufte og plukke de vidunderlige planter vinteren over. Jeg har samlet et par eksempler:

1. Bosske Skyplanter Flora & Fauna mini 3 pack kr. 799,- hos designdelicatessen.dk 2. Bjørn Wiinblad urtepotteskjuler set hos lauritz.com 3. Sagaform Fix urtepotte, kr. 189,- hos houseofemmich.dk 4. Eva Solo Krydderurtepotte hos inspiration.dk, kr. 229,- 5. Normann Copenhagen Mormor blue cup kr. 100,- pr. stk hos normanncopenhagen.com. 


Alternativt kan du finde et par "yndlings" nede i genbrugsen og bruge dem som skjulere i stedet. Det giver et opfindsomt og personligt præg. Husk bare, at de skal passe sammen på en eller anden måde - der skal være en fællesnævner: Du kan vælge dem tone-i-tone af den samme farve eller bare vælge den samme farveskala, f.eks. pastel. Alternativt kan du vælge den samme vase, bare i vidt forskellige farver. Du kan også finde fællesnævneren i samme materiale, f.eks. keramik, træ eller zink. Læg mærke til det, næste gang du kigger i et blad og ser en eller anden smart konstallation. Jeg har altid undret mig over, hvordan de kunne få så mange vidt forskellige ting til at se så godt ud sammen. Men hemmeligheden er altså den skjulte fællesnævner! Kniber det med økonomien, så gem dine gamle dåser og opbevar krydderurterne i dem for et råt look.

mandag den 10. september 2012

Velkommen til min blog - og til mig!

Så er vi i gang! Nu har jeg gået i et halvt år og ulmet over, hvordan min boligblog skal se ud: Hvordan grafikken skal være, hvad jeg skal skrive, hvordan jeg skal præsentere mig selv. Og ligeså meget om hvordan den ikke skal være. Jeg har en hel lille bog med masser af idéer, og min blog har GODT NOK heddet mange ting. Og det hele blev efterhånden bare blevet til en gang blablabla i stedet for en decideret blog - så f*** grafikken indtil videre, navnet er på plads, og jeg er i gang!

Velkommen til min blog!
Jeg hedder Tina, jeg er 30 år gammel og lider af kronisk detaljeopmærksomhed. Jeg forholder mig til alt hvad der foregår omkring mig af farvespil og opsætninger, og det kan faktisk gøre noget så simpelt som en ganske almindelig tur i supermarkedet til en ret udmattende oplevelse...

Og så elsker jeg alt hvad der har med design, decor, møbler, indretning, kunst og farvesammensætning at gøre. Jeg mener ikke, at smukke ting skal definere os. Men jeg mener, at vi er i vores fulde ret til at give os selv lov til at nyde de smukke ting, vi har mulighed for at omgive os med i hverdagen.


Jeg har hjemme lidt uden for Århus, hvor min mand har bygget en fantastisk villa til os. Jeg elsker vores hjem og har konstant nye idéer til, hvordan man liiiiiige kan omdekorere badeværelset eller flytte rundt inde i stuen.  Ja, jeg har sågar så mange idéer, at der ikke er plads til dem alle hjemme hos mig. Så hvorfor ikke dele?

Jeg har en cand.ling.merc.comm (yes sir!), og har indtil for nylig arbejdet som projektleder i en større, dansk virksomhed. Men arbejdet røg sig en tur, og jeg kan nu 100% koncentrere mig om at blive bedre inden for indretning, design og kreativtet.

Jeg bør nok nævne, at jeg som person er lidt et klodset rodehoved en gang i mellem. Selv om jeg VIRKELIG godt gad det, husker jeg bare ikke skure vasken med skurepulver hver aften. Derfor kommer der i bloggen også lidt tips til, hvordan man FOR EKSEMPEL rengør en lidt svigtet håndvask, eller fjerner og forebygger kalken ude på sit badeværelse.

Men mest af alt er bloggen fyldt med en masse lækre tips og tricks til din bolig. Velkommen til og enjoy!