tirsdag den 25. februar 2014

Upcycling!

Et relativt nyt fænomen er kommet ind i varmen - nemlig upcycling. Vi kender alle begrebet recycling - genbrug - og upcyling er også en slags genbrug. Forskellen er, at man tilfører noget til det brugte materiale, så det får en ny funktion, og det genbrugte materiales værdi faktisk øges. Smart!

Jeg har fundet et par eksempler på Pinterst, som I måske kan bruge til inspiration:
En gammel Sweater, der har fået nyt liv i form af en pude
Gammelt legetøj har fået funktion som bogstøtte ved hjælp af en stump træ og lidt spraymaling

En pære og en servietring kan give en smuk lille vase!
En skammel lavet af en stak gamle blade, to bælter og en pude - super cool.

En vintagekuffert lavet om til et coffee table - hyggeligt til den lille stue
Dette er absolut ikke det sidste, I kommer til at se af upcycling, for jeg kan godt lide idéen. Det hører sig også til, at jo mere unikke idéer, du har, jo mere unikt og personligt et hjem får du. Så på med arbejdshandsker, fingrene ned i skraldespanden og sæt igang!

mandag den 24. februar 2014

Menu vender stærkt tilbage!

Bagest i min køkkenskuffe har jeg tre skåle stående med sådan en sort streg siddende på siden. De er fra Menu. Og du kender dem helt sikkert. Den ene af skålene har et skår, fordi jeg har faktisk brugt dem meget - den ene er en helt perfekt soveskål. Men som tiden gik, blev de der sorte streger altså lige en tand for kedelige, så nu har de stået og samlet støv i ret lang tid. Og siden de sorte streger, har Menu - efter min mening - ikke lige haft det store at byde på. Men nu - lige PLUDSELIG - skal jeg da lige love for, at de er vendt stærkt tilbage. Jeg har tidligere på bloggen fremhævet et af deres nyere ting - nemlig Gridy spejlet - men de bliver bare ved!  Tjek lige nogle af mine favoritter:

Kaschkasch Floor Mirror - jamen hvilket hjem passer det ikke ind i?
POV lysestage - jeg elsker 3D effekten

Yeh Wall table - det er da smart! Og enkelt. To styks tak.
Tilt Cutting Board - uuuh, den ville være fin på mit køkkenbord.
Ahr, mand hvor er det lækkert! Med det sagt, vil jeg stadig vove at påstå, at Menu sidder inde med nogle "fusere". Det er som om, at de har så travlt med at lave et så stort udvalg som muligt, at der lige er en smutter i farten her og der. Altså, bare fordi at kobber er in og marmor er in, er det ikke særlig kønt, når det bliver samlet i én lysestage. Og den der med at have et stel med grafik og trælåg - jeg synes bare den er lidt brugt efterhånden. Gad vide om det er sådan en "enhver-med-respekt-for-sig-selv-har-en-serie-med-grafik-og-trælåg"-ting, man har i branchen? Og så good old vase i vase... ahr come on, lidt forårsrengøring i produktudvalget ville ikke skade. Men jeg holder mig stadig til, at Menu har SÅ meget at byde på, og jeg glæder mig til deres næste træk. 

Vasen i vasen - har vi ikke set den nok?

Tadaaaaa! En skål med trælåg. Og grafik. Hvem havde set den komme?

Ja, altså smag og behag, men...nej.



torsdag den 20. februar 2014

Er du til industrilooket...

... så vil du sikkert elske denne lampe fra Jieldé. Lampen blev tegnet af franske Jean-Louis Domecq sent i 40erne, og fik i sin tid aldrig et gennembrud til private hjem. Men siden 90erne har hans datter formået at gøre lampen til et af de helt store ikoner. Den passer perfekt ind i den industrielle stil, som mange ønsker, at deres indretning skal være præget af i dag.
Set på bdr-sorensen.com til kr. 6525,-

Jeg har valgt at vise bordlampen, men den findes også som standerlampe og væglampe. Og de er alle noget, jeg i hvert fald gerne så i mit hjem. De sgu da for fede! Vi mangler selv en væglampe i vores gang, og der ville jeg vælge denne her:
Jieldé væglampe i rød, bdr-sorensen.dk til kr. 2055,-

Det ville lige live det hele lidt op, ikke?!

mandag den 17. februar 2014

Stilleben " På bar bund"

Vi gør ikke rigtigt noget forhastet her i huset. Så somme tider lever vi med nøgne vægge i laaaang tid, fordi vi vil vente til vi finder det HELT rigtige, og der hvor det gør LIDT ondt at se på bare vægge, prøver jeg at kompensere med lidt nips og sager. I dag handler det om vores indgangsparti, hvor vi har et lille bruge-til-ingenting hjørne, der er oplagt til at have et spejl og et lille bord og sådan - du ved.

Vi har fundet et lille lækkert bord i genbrugsen til den nette sum af kr. 75,-. I Like! Den er af mørkt træ, og giver en god kontrast til vores pt. meeeeget hvide vægge!
På bordet har jeg placeret et lille "velkomstkit" bestående af nogle vaser, en lækker lille tegning og en lysestage. Egentlig har jeg altid lært, at det hedder 1,3 eller 5 genstande, for at skabe noget godt, men i dette tilfælde synes jeg, at det fungerer fint med fire genstande. Den gennemsigtige vase er fra gemmeren, den sorte runde vase er fra BoConcept, lysestagen er fra genbrugsen og illustrationen er lavet af Bine Jo Mortensen, der går under kunstnernavnet "lidt mere end mig", og som jeg fandt på FINDERSKEEPERS marked i efteråret.

Jeg synes det er hyggeligt at komme hjem til et bord med lækre småsager. Det tager også opmærksomheden fra resten af gangen, for slet ikke at tale om det upudsede gulv-til-loft vindue!

Sofa Surfing!

Vi skal ikke have en ny sofa lige nu - meeeeen det afholder mig ikke fra at gå amok på nettet og finde alt muligt spændende. Det kom sig egentlig af at jeg så en Mies van der Rohe Barcelona daybed på dba.dk. Pu ha, den er godt nok fin, sådan en der. Og min mand og jeg har længe været enige om, at vi ved næste køb ville droppe hjørnesofaen og så gå videre med en enkelt sofa og JA, en fin lille daybed som supplement....
Mies Van der Rohe Barcelona daybed, set til kr. 25.000,- på dba - ja, man kan jo godt drømme!
 
&Tradition sofa, set på trendbazar.dk til kr. 22.995,-
Fritz Hansen Favn sofa til kr. 57.982,- på livingshop.dk - gisp!
Nanna Ditzel sofa fra casanova.dk til kr. 16.948,-
Som I nok kan se af mine fund, er jeg mest til de mørke, stilrene sofaer. Det er nok fordi jeg er af den type, der konstant laver ændringer i mit hjem, og så duer det bare ikke med en sofa, der skriger en bestemt farve eller stil. Men så er det jo godt, at de findes i alskens vidunderlige farver....

Så surfer vi videre!

torsdag den 6. februar 2014

Min like-button!

Så er sønnike sendt i dagpleje, og jeg har ENDELIG fået en like-knap på min blog. Indtil videre har jeg to likes (tak, Nina!).... pu ha, der er lang vej igen til at jeg genfinder min værdighed! Så jeg vil opfordre jer til at gå ind og "like" min side - så kan I også automatisk se, når jeg laver et nyt indlæg.

tirsdag den 4. februar 2014

Gør-det-selv tæppe

Vi arbejder stadig på børneværelset, og jeg har ledt og ledt og ledt efter et passende tæppe, og jeg har da også fundet et par stykker:
 
Art for Kids gulvtæppe, kr. 1499,- hos medudsigt.dk
Tæppe fra ILVA, på tilbud til kr. 1359,-

Sebra tæppe, kr. 1499,- på lirumlarumleg.dk
Men sikke priser! 1400 kr! Er du klar over, hvor meget lækkert tøj og nips, man kan få for det?! Så jeg besluttede mig for at gribe til hånde og lave mit eget. Jeg tog ned til min garnpusher og plyndrede hylderne for lækkert Zpagetti-garn, og nu er jeg kommet så langt:
Zpaghettigarn købt ved yearnfreak.dk
Idéen er, at de to blå farver skal blive de mest dominerende, og den tyrkise, mørkeblå, mulvarpefarvede og sennepsfarvede skal være små aparte indslag. Jeg lod mig vist rive med i farverigdommen her til at starte med, for den blå farve fik ikke så megen plads som tænkt! Men det har jeg heldigvis maaaange omgange til at gøre godt igen! Det gode ved at lave tingene selv er, at man får det lige som man vil have det - og så er det også en del billigere. Jeg fik Zpaghetti garn for 550 kr. til hele tæppet - og så bliver tæppet endda 30 cm. bredere i diameter, i forhold til f.eks. Sebra tæppet ovenfor. Jeg har haft lidt bøvl med at tæppet bulede lidt for meget, men det gik i sig selv, da jeg skiftede opskrift. Opskriften, som jeg følger nu, har jeg fundet på pandurohobby.dk - ganske gratis.