fredag den 28. december 2012

Fy for en lækker stol!

Ditlev Sibast relancerer nu sin morfar Helge Sibasts spisebordsstol, og det er dælme godt. Stolen er smuk og enkel, og samtidig udtrykker den harmoni, klasse og ja... ganske enkelt lækkert dansk design. Forhandlerlisten er endnu ikke lang - man kan kun få den i Illums Bolighus og i Yellowbird i København. Og prisen er ukendt! Men hold da kaje, den er smækker-lækker. 6 styks hjem til mig, ja tak! Eller en enkelt er også helt ok! Stolen fås i sort og eg, og nej, den er ikke sådan lige at finde brugt - jeg har forsøgt!


mandag den 17. december 2012

Hold øje med...

Den nye webshop dsignertank.dk (ja - uden e´et!). On-line butikken har et lækkert sortiment af fine nips og sager, og det ser ud til at siden har lagt gode overvejelser bag det, de vælger at sælge. Det er også rart at man kan lave en søgning efter prisinddeling, hvis man skal købe gaver. Der er ikke så stort et udvalg endnu, og der er da også et par helt blanke sider (bl.a. "om os" - og den ville da være meget rar at have på plads sammen med den ret ufuldstændige kundeservice side!), og så mangler e-mærket, men det kommer nok. dsignertank.dk tegner godt, og jeg glæder mig til at følge med i, hvad de byder på! Nedenfor kan du se et par eksempler på, hvad du kan finde på hjemmesiden.

Fyrfadsstagerne fra Camilla Hvidberg giver et hyggeligt lys på grund af den tynde porcelæn. Kr. 200,- på dsignertank.dk 
Pude Stripy Mint fra OYOY, kr. 599,- på dsignertank.dk
Kokassekop designet af Helle Grejsen Nissen, kr. 180,- på dsignertank.dk

 Af andre on-line butikker kan jeg i øvrigt anbefale:

www.designdelicatessen.dk
www.kaiku.dk
www.roomroomshop.dk
www.magasin.dk
www.livingshop.dk
www.decorateshop.dk
www.illumsbolighus.dk
www.hipvilla.dk

Gå på opdagelse og find din egen yndlingsbutik!

torsdag den 6. december 2012

Er den nye ejer af...


Billedet er taget fra Vintage Houses hjemmeside.
150 kr. for en 30 cm. høj apotekerdåse og 125
kr. for den lille.

To dejlige gamle apotekerdåser, som siges at stamme fra det gamle Thisted apotek - også selvom jeg fandt dem i Holbæk. Det skal faktisk siges, at jeg oprindeligt så dem i Evas dukkehus i Struer (som oplyste mig om oprindelsesstedet), men til den tredobbelte pris. Var min mand ikke med, havde jeg købt dem på trods af det! Men  han er så irriterende fornuftig nogle gange...

De skal stå på køkkenbordet lige under et orange whiteboard, der hænger på væggen. Jeg elsker de finurlige kontraster mellem nyt og gammelt. Ens hjem kommer ikke til at ligne en antikvitetsbutik, men får alligevel sjæl og varme. Der kan altså godt gå lidt for meget BoConcept eller Ilva i den! Ikke noget ondt sagt om disse virksomheder - min egen sofa er fra Ilva og mit spisebord er fra BoConcept - men tricket til at få et personligt hjem er ikke at købe en masse smarte, nye ting fra Imercos julehæfte, men at finde nogle ting, som man finder smukke og unikke, og passer godt ind i hjemmet. Og så er det ikke slemt, hvis de også er funktionelle. Som nu f.eks. apotekerdåserne. Både min mand og jeg er slemme til at lade vores køkkenbord være opholdssted for ting, vi ikke lige ved, hvad vi skal gøre med, og det udarter sig nogen gange til en god blandet landhandel af bon'er, nøgler, regninger, visitkort, hæfter og alt muligt andet. Fra nu af ryger de ned i apotekerdåsen, og så må man jo gå på skattejagt, hvis man mangler noget!